Har du styr på luftfugtigheden derhjemme?

For meget fugt i vores indendørsluft kan have ubehagelige konsekvenser. Det kan give hovedpine, allergi, skimmelsvamp eller dyre fugtskader. Listen er lang, men der findes heldigvis måder at komme det hele i forkøbet. Du skal bare i gang med at måle luftfugtigheden og ændre på et par små vaner.

Høj luftfugtighed i mange danske hjem

Som overskriften fortæller, har vi et generelt problem. Hverdagen skaber fugtige omgivelser: alene ved at være til stede og have helt almindelige gøremål i huset skaber vi fugtige omgivelser. Det kan være brusebad, tøjvask og madlavning.
Vidste du, at en familie på fire i gennemsnit afgiver 10-12 liter vand om dagen? Og hvor skal det hen, hvis det ikke kommer ud af huset? Det bliver suget op af vægge og møbler.

Hvordan måler du luftfugtigheden?

Første skridt er at købe et hydrometer. Det kan du få fat på hos en fagmand, hos en isenkræmmer, på nettet eller i et byggemarked. Det behøver ikke være nogen stor udgift.
Bliver du bidt af projektet, kan du sagtens måle op til tre gange om dagen for at få en fornemmelse af, hvilken forskel familiens aktiviteter gør – og hvilken effekt dine forebyggende handlinger har. Men en enkelt måling i ny og næ kan også gøre det.
Den anbefalede luftfugtighed i boliger er 25-65 procent. Det er et bredt spænd, men det kommer an på selve bygningen, vejret og årstiden. Om sommeren bør den ligge under 60-65 procent, og om vinteren skal du helst have den ned under 40-45 procent.

Hvad kan du selv gøre?

Som det blev nævnt helt i starten, er der heldigvis ting, du nemt selv kan gøre. Det er de små rutiner i hverdagen, som vi skal have fat i, når du skal tilpasse luftfugtigheden og undgå skimmelsvamp.
Små ændringer har stor betydning:

  • Luft ud og lav gennemtræk flere gange om dagen. Du har helt sikkert hørt det råd før, men det er også det allervigtigste. Kan du komme til det, så luft gerne ud tre gange om dagen i 5-10 minutter. Husk at lukke for varmen først, når du lufter ud om vinteren.
  • Luft ud under og efter madlavning eller bad. Det er en nem vej til at begrænse fugt, støvmider og andre usynlige slyngler.
  • Luft ekstra godt ud, når det er fyringssæson. Der sker noget i skiftet mellem kulde og varme. Varm luft kan indeholde mere vand end kold luft. Skiftet i vejret betyder, at materialer og møbler afgiver samt optager fugten anderledes. Gør dit hjem klar til vinteren med en grundig gennemluftning.
  • Giv luften fri passage. Gør det til en vane at tjekke alle aftræk mindst én gang om året. Det kan være aftræk i vægge og lofter. Rengør dem for støv, spindelvæv, hvepseboer og fuglereder. Der er ingen grund til at spærre for udluftningen.
  • Brug låg til gryderne, når det hele står og simrer på komfuret. Em og damp fra madlavningen er en større del af danskernes generelle fugtproblem, end de fleste lige regner med. Derfor bør du også altid tænde for emhætten, når du laver mad.
  • Tør op efter dig, når du har været i bad. Det er der flere gode grunde til, at du bør gøre. Begrænsningen af fugt er kun én af grundene. Hvorfor give skimmelsvampen et forspring ved at lade fuger på gulve og vægge stå overplaskede med vand på et lunt badeværelse?

Skriv et svar